Marseliesborg

Den 16/4 skal Laura, min far og jeg til den første konsultation på Marseliesborg lasercenter. Min kæreste er desværre på studietur i denne uge, så han kan ikke komme med. Jeg er så taknemlig for, at Lauras morfar kan tage med os, for det bliver en meget svær dag.
Vi kommer ind til den søde og dygtige hudlæge Lene. Hun diagnosticerer Lauras mærke som en portvinsplet. Til det sidste havde vi jo håbet på, at det var et storkebid. Det går ikke væk af sig selv og behandlingen er laser.

Vi har følgende muligheder.
Hun kan blive behandlet nu og frem til hun er 6 mdr. Fordele: ingen narkose, hun kan ikke huske det, huden er tyndere og mere modtagelig, hun ser farlig ud efter behandling og er ligeglad med det som et lille spædbarn. Ulemper: hun skal holdes i 2 min, det gør ondt i hjertet at tænke på, at ens lille barn skal igennem sådan noget.

Hun kan vente til hun er 2 år. Fordele: hun skal ikke holdes. Ulemper: fuld narkose, hun er mere bevidst, hun er i institution - hvordan reagerer hun og de andre børn på, hvordan hun ser ud efter behandling.

Vi bliver anbefalet at lade hende behandle nu. Vi kan ikke være sikre på, at hun kan nå nok behandlinger, så hun ikke skal behandles senere overhovedet. Men jo flere behandlinger vi kan nå nu, jo færre skal hun have, hvor hun skal i fuld narkose.

Jeg synes, det er ufattelig svært. Jeg hyler det meste af dagen og synes det er SÅ uretfærdigt, at det lige skal være min lille pige, at det her skal ramme. Samtidig kæmper jeg også med det etiske. Har vi ret til at ændre på hendes udseende på denne måde? Har vi ret til at lade være? Vi kan læse os frem til, at det værste ved at have en portvinsplet er det psykiske. At man føler sig anderledes og stigmatiseret. Men åh altså. Uanset hvad vi gør, kan vi ende med en stor pige, der synes at vi har gjort det forkerte. Vi er nødt til at følge vores maver og hjerter, og gøre det vi tror er det mest rigtige for hende. Vi vælger derfor, at hun skal starte behandling nu.