Jeg vil ikke komme med en længere fødselsberetning. I korte træk har jeg en fantastisk fødsel, der går lige efter bogen. 12 timer fra start til slut. Jeg ender med at føde i vand og det er et helt og aldeles magisk øjeblik, da vi endelig kan se vores lille datter, som vi har ventet på i ni måneder. Jeg lægger ikke mærke til hendes mærke til at starte på. Noget af det første personalet spørger os om er, om der er nogen af os, der har modersmærker i familien (senere finder jeg ud af, at det er et overordentlig dumt og uprofessionelt spørgsmål, da det ikke er arveligt). Derudover bliver det ikke påtalt. Laura bliver tilset af en børnelæge, da hun er lidt bleg efter fødslen. Hun siger heller ikke noget om mærket. Vi har naturligvis fokus på vores skønne datter og på at lære hende at kende, så vi tænker heller ikke så meget over det lige dér.
Dagen efter kommer vi på patienthotel. Amningen trækker tænder ud og vi får stort set ingen søvn. Men vi begynder at snakke om hendes mærke. Vores familier bemærker det også. Vi bringer det på bane med flere forskellige jordemødre, men de slår det alle hen. 'Vi må se', 'Måske er det et storkebid'. Det er svært at forklare, hvor elendig en mor man føler sig som, når man selv tænker helt vildt over noget, som sundhedspersonalet tilsyneladende mener er ingenting. Hvis de kan se bort fra det, hvorfor kan man så ikke selv? Og hvad gør en klog, når der ikke er information at hente? Google. Som nybagt, sårbar og søvnberøvet mor, er det fuldstændig forfærdeligt at læse om Sturge Weber, grøn stær, epilepsi osv. Vi er fuldstændig overladt til os selv og vores egne teorier. Jeg må indrømme, at jeg stadig er meget vred over den måde, vi blev behandlet på. Det er bare ikke i orden, at et fødselsmærke af den karakter ikke bliver italesat og undersøgt. Vi taler jo ikke om en lille plet. Vi taler om et stort rødt mærke, der fylder det meste af den ene side af hovedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar